Det kan ofte være lidt svært at sætte fingeren på, hvad, der gør, at man er tilfreds eller utilfreds med sin arbejdsplads. Selvfølgelig er der ydre, konkrete forhold, som påvirker, hvor tilfreds en ansat er med sit arbejde: Gode kollegaer, en rimelig løn, behagelige arbejdstider. Men ofte hænger arbejdsglæde sammen med andre faktorer, som er lidt sværere at forstå – og også at forsøge at ændre, hvis man ikke er tilfreds med sit arbejde. Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med billig-akasse.dk – sammenlign a-kasser.
Men hvad gør man, hvis man har mistet den glæde, man plejede at føle ved sit arbejdsliv? Hvordan ved man, hvornår man kan løse problemet ved at ændre sin situation eller indstilling og hvornår det er på tide at søge nye græsgange? Kort sagt: hvad er arbejdsglæde? Og hvordan kan man genfinde den, hvis den er blevet væk?
Videnscenter for arbejdsmiljø har undersøgt, hvad der skal til, for at en medarbejder føler sig tilfreds på jobbet. Det er (ikke overraskende) vigtigt, at man føler, man bliver belønnet, hvis man gør en ekstra indsats. Belønningen behøver dog ikke altid have form af for eksempel en forfremmelse eller en lønstigning. Ofte kan anerkendelse betyde præcis lige så meget. Hvis man føler, at der er nogen, der lægger mærke til, hvordan man udfører sit job, vil det automatisk virke mere meningsfuldt. Overensstemmelsen mellem indsats og belønning spiller en stor rolle. Hvis medarbejderen har en fornemmelse af at gøre en ekstra indsats uden af blive belønnet – eller for den sags skyld blive belønnet uden at have gjort en ekstra indsats – mister arbejdet til en vis grad sin mening. Oplevelsen af, at der hersker retfærdighed på arbejdspladsen er vigtig for, hvor godt den enkelte medarbejder trives.
En anden faktor, som danner basis for arbejdsglæde, er mening i arbejdet. Forbinder man sit arbejde med mål som er mere vidtrækkende end bare den næste lønseddel, vil arbejdsglæden stige stødt. De medarbejdere, som ikke føler, at deres arbejde er meningsfuldt, er ofte dem, som bliver ramt af stress eller mangler lysten til at arbejde. Endeligt øges arbejdsglæden gennem involvering i arbejdspladsen. Begrebet dækker over en generel følelse af, at man er en del af en helhed, hvor man deler interesser med hele arbejdspladsen. I moderne managementstrategier forsøger man ofte at nedbryde barriererne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere for at opnå en følelse af, at virksomhedens interesser også er den enkelte medarbejders. Oplevelsen af alt for store interessemodsætninger mellem virksomhedens medarbejdere kan ødelægge glæden ved arbejdet.
Arbejdsglæde er et lidt svært begreb at definere, men et godt bud er, at den måske er en kombination af følelsen af involvering, mening og retfærdighed på arbejdspladsen. hvis disse faktorer ikke er til stede, kan det være svært at opleve sit arbejde som en glæde – frem for noget, som bare skal overstås. Har man mistet glæden ved sit arbejde, er det nok en god ide at overveje, hvad der skal til, før man føler, at et arbejde har mening? Før man føler sig inddraget i arbejdspladsen? Før man oplever belønningen for sin indsats som retfærdig? Disse faktorer er mindre håndgribelige end løn og arbejdstider, men ofte lige så vigtige for, om man trives på en arbejdsplads. Og et på overfladen perfekt job vil måske ikke føles tilfredsstillende i længden, hvis man ikke deler værdier med sin arbejdsplads på disse punkter.